Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Børn med særlige behov

Gruppeordningen er et specialtilbud for børn (0.-4. klasse) med eller uden diagnoser.

Om Gruppeordningen

”Børn gør det rigtige, hvis de kan" (Ross Greene).

Gruppeordningen er underlagt folkeskoleloven. Det betyder, at vi underviser ud fra folkeskolens formålsparagraffer, men tilrettelægger individuelt efter vores elevers formåen. Hvis vi i fællesskab finder andet hensigtsmæssigt i forhold til den enkelte elev, finder vi sammen en løsning på det.

I Gruppeordningen arbejder vi ud fra en grundtanke, om at børn lærer bedst, når de trives, og trives når de lærer. Derfor arbejder vi både med den faglige, sociale og personlige udvikling ud fra den enkelte elevs nærmeste udviklingszone. Synet på eleven er altid, at de gør det rigtige, hvis de kan.

Gruppeordningen er en del af Borgerskolen. Det betyder, at eleverne skal trænes i at deltage i hele skolens forskellige aktiviteter fx motionsdage, markedsdage, projektuger med mere. Ligeledes har vi elever i elevrådet og rettighedsrådet på Borgerskolen. Gruppeordningen har som tradition at afholde et årligt julemarked.

Gruppeordningens lokaler

Læs mere om Gruppeordningen

Gruppeordningen består af 5 grupper/klasser, der rummer mellem 7-9 elever. Gruppeordningen er placeret i den ene ende af Borgerskolen, og har egen skolegård.

Vi anvender skolens faglokaler, hvor det er hensigtsmæssigt. Indskoling/mellemtrin har lokaler i stueetagen og udskoling oppe. I udskolingen har eleverne selv været med til at indrette et ungemiljø på gangen, hvor de unge kan være sammen i pauser.

De fysiske rammer i gruppe/klasselokalet består af individuelle arbejdsstationer samt et fælles bord. I de fleste af klassens timer er der tilknyttet en eller to faste pædagoger samt en-to lærere, som er gennemgående voksne.

Vi har et tæt samarbejde med PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) Gruppeordningen har 2 faste psykologer tilknyttet. Herudover har Gruppeordningen en fuldtids specialpædagogisk vejleder ansat, som er tilknyttet alle grupper/klasser.

Efter endt skoletid tilbydes der SFO i gruppeordningens egen SFO.

Der tilbydes både SFO for 0.-3. klasse og klub 4.-10. klasse. SFO og klub er et struktureret fritidstilbud, hvor der dagligt tilbydes værksteder og aktiviteter, som altid tilpasses det enkelte barns behov.

Formålet med SFO-tilbuddet er, ud over at tilbyde pasning, at give børnene muligheder for at træne deres sociale kompetencer, kropslige bevidsthed og at udvikle kreative kompetencer. Dette gøres gennem lege og spil, idrætsaktiviteter både ude og inde, sansestimulerende værksteder, kreative værksteder og madlavning. Derudover trænes der færdigheder som at køre i bus og lave mad.

Vi har brug for jer forældre, da du/I er dem, der kender dit/jeres barn bedst. Derfor lægger vi stor vægt på et udvidet skole/hjem samarbejde, præget af åben dialog, gensidig respekt og tillid.

Som forælder har du mulighed for at følge undervisningen og livet på skolen helt tæt på. Du/I er velkommen i hverdagen efter aftale samt til skolens øvrige arrangementer.

Vi kommunikerer på Aula, hvor du/I kan finde yderligere relevante informationer. Som forælder kan du/I komme i direkte kontakt med dit/jeres barns lærere/pædagoger på gruppetelefonen eller via Aula. I er altid velkomne til at kontakte os telefonisk eller på Aula.

Når dit/jeres barn har fået en plads gennem PPR, som visiterer til tilbuddet, vil I blive inviteret til en overleveringssamtale på skolen. Til denne samtale inviteres I som forældre, jeres barns tidligere lærere/pædagoger, den psykolog der er tilknyttet gruppen, den specialpædagogiske vejleder, samt jeres barns nye lærer/pædagog.

Overleveringssamtalen afholdes for, at vi får så mange input som muligt, for at kunne modtage jeres barn på den bedst mulige måde. Under samtalen aftales en opstartsplan, kørsel mm.

Borgerskolen

Magdavænget 4, 2630 Taastrup

Telefon: 43 35 21 60
borgerskolen@htk.dk

Kontorets åbningstider

Mandag - fredag kl. 08:00 - 15:00.

Efter kl. 15.00 stilles telefonen om til SFO.